Hun har altid drømt om at skabe smukke og unikke ting med sine fingre, og som enhver anden lille pige, var fascinationen for perler på snor, og figurer af cernit eller fimo-ler dengang i 80’erne og starten af 90’erne, også det som drev hende i retningen af håndværket som guldsmed. Fascinationen for det ægte håndværk og de små detaljer er vokset gevaldigt med årene, og det er nu hun skal i gang med
at udleve sin drøm. At kunne skabe noget så smukt og detaljeret, af så enkle ting som et stykke tråd eller en plade af sølv eller guld, er som at træde ind i en helt anden verden, fuld af eventyr og masser af fantasi. Maria Therese har altid været til det romantiske med blomster, sommerfugle, hjerter og lyse pastelfarver. Men med årene, er hun også blevet inspireret af de mere rå detaljer, fra nogle af tiden førende smykke-designere, så stilen efterhånden bliver feminin med et twist af noget helt særligt. Maria Therese drømmer først og fremmest om at blive en dygtig håndværker og lære alle de forskellige teknikker. Hendes drøm om at skabe en verden af sine egne fantasier og idéer, er noget hun vil arbejde på i det private, indtil hun brænder helt igennem med sit håndværk og design. Hun har tidligere prøvet kræfter med flere forskellige ting indenfor det kreative. Hun er uddannet make-up artist fra Art of make-up, og følte, at hun også hørte hjemme i denne verden. Men den mere detaljerede del manglede, og det faktum, at en ting varer evigt, hvis man passer godt på det, var svær at finde i dette fag. Make-up bliver skabt på forskellig vis, men den vaskes hurtigt og let væk igen. Et smykke kan bevares for evigt, hvis man passer godt på det, og det kan gå fra generation til generation. De naturlige materialer, verdens forskellige stene og perler og regnbuens farver bliver mikset sammen til et univers af ægthed, fine detaljer og enkelhed.