06/10/2026
Oktober er også de brystkræftramtes måned
Hos Props & Pearls sætter vi fokus på alle de kvinder, der har eller har haft brystkræft, og som lever med konsekvenserne efter operationer og behandlinger.
Indenfor på Nikolaj Plads møder vi dagligt kvinderne. Vi får lov til at dele den boblende glæde, når en brystprotese pludselig får kroppen til at føles hjemmevant. Andre gange står vi på sidelinjen med sorgen og uroen, når kræften rammer første gang eller kommer tilbage.
Vi taler om æselører og flapper på ryggen. Om stramt væv og arvæv. Om bryster, der forandrer sig fra år til år. Om brudekjoler og natkjoler. Om qigong mod ledsmerter og hedeturer fra nakken. Om nydelse, slimhinder og sexliv.
Et liv med og efter brystkræft handler nemlig om meget mere end kræften og dens behandling.
Vi føler os evigt privilegerede over, at så mange kvinder går ind ad døren på Nikolaj Plads og deler en lille del af deres liv med os.
Og i oktober får de også lov til at fylde uden på huset. Kunstner Sisse Fog Odgaard har nemlig smukt udsmykket vores butik på Nikolaj Plads. To bryster har fået plads over døren. Det ene helt, det andet opereret.
Props and Pearls fysiske lounge tager imod ved tidsbestilling tirs - fre 10 til 17. Du kan booke 5 minutter før, hvis du lige står og tænker på os.