19/06/2026
Dagens gave i går gav vi til en ung kvinde i butikken.
Jeg kender hende fra for længe siden.
Hendes mor var meget betydningsfuld for mig. For hun var læge og en af landets fremmeste kirurger. Og vidste meget om kræft.
Da hun for længe siden fik en fornemmelse af at jeg også var alternativ orienteret, og måske kunne finde på at fravælge kemo, og trodse rigshospitalets anbefalinger, skrev hun til mig.
Vi var ikke nære venner. Men hun rakte ud.
Satte sig ned med. Mig, tegnede, forklarede, grundigt men nøgternt og neutralt.
Da hun lagde blyanten og holdt pause, sagde jeg
“Pernille for pokker, jeg har jo ikke et valg, jeg tager imod kemo”
Aldrig har jeg hørt så dybt et suk af lettelse.
Tak sagde hun, og forklarede at nogle vælger fra, bliver mere syge og når de kommer tilbage kan lægerne ikke altid hjælpe.
Dette er ikke for at starte en debat om kemo.
Men for at fortælle at hun gjorde en forskel for mig.
Jeg var næsten fremmed for hende, men hun så mig og valgte at hjælpe.
Hun vil for evigt være i mit hjerte.
Jeg glemmer ikke hvilken forskel hun gjorde for mig. Gav mig styrke, fortrøstning da jeg var ensom og bange og stod foran det der føltes helt uoverskueligt.
Hun var et menneske, med mod og hjerte og en kæmpe faglighed, tøvede ikke et sekund med at dele alt det med mig.
Jeg gemmer hende i mig, også for at huske på at man kan hjælpe, støtte, styrke og trøste andre. Det kræver ikke altid meget.
Det koster ikke penge.
Det koster måske at man skal finde mod til at række ud. Men at række ud kan gøre en enorm forskel for et andet menneske.
Nu står hendes datter i min butik. Kærligheden kalder. Hun skal giftes.
Et lille nyt menneske er også på vej. Hendes mave er stor og rund.
Jeg græder, for hendes mor der hjalp mig så modigt, er ikke i livet mere.
Mit hjerte slår tusind kolbøtter, sorg og glæde i en skønsom blanding.
Elsk elsk elsk. Vær et menneske.
Det er det eneste vi egentlig kan.
Kærligst Minna
